Den 29. januar 1974, for nu 45 år siden, forsvandt ms “Helle Bewa” fra havets overflade 400 sømil nordøst for Antigua i Caribien. Det skete på en rejse fra Port Hawkesbury i det østlige Canada til Rio de Janeiro med en last kemisk papir, Woodpulps, i baller. Vi havde på vej til Canada fra Liverpool oplevet et endog meget hårdt vejr i det Nordlige Atlanterhav, med flere skader på skib og lastrum, og da jeg havde mine fire måneder ombord, heraf to måneder som tilsynsførende på byggeværftet, Ørskovs Stålskibsværft i Frederikshavn, anmodede jeg om hjemsendelse for ferie.
Dette blev beviliget af Bewa Line, men da jeg så hørte, at Helle Bewa skulle til Rio de Janeiro, mente jeg nok, at jeg kunne klare en måned eller to mere. Hvilket også blev beviliget. Jeg var 29, ungkarl og sprællemand på det tidspunkt. Der var også noget varmere i Brasilien end i Port Hawkesbury, hvor den officielle udetemperatur var minus 30 grader celcius.
Nå, for at gøre en lang historie kort, så oplevede vi nogen ustabilitet i skibet på rejsen sydover, og det viste sig så, at vi havde vand i lastrummet og i ballasttankene, hvilke var tomme under opholdet og ved afsejling fra Canada. Normal procedure i kolde områder for at undgå ispropper i luft- og pejlerør. De næste par dage forsøgte vi så at finde årsagen til vandindtrængningen, samt at pumpe vandet ud, hvilket ikke lykkedes pga formodede tilstoppede riste i lastrummet. Woodpulpen udvidede sig så meget efter at have suget vand, at den sprang flere skalkepropper i MacGregor lugesektionerne. Vi havde et par gange løftet et par sektioner, og smidt et par rækker baller ud for at kunne lukke lugerne vandtætte igen, og under, hvad der så viste sig at blive det sidste forsøg krængede skibet pludseligt mere end fyrre grader over til styrbord og besætning på dæk og i maskinrum, fik travlt med at komme op på brodækket. Her fik vi smidt Helles to oppustelige flåder i vandet og fik dem pustet op. Vi havde klargjort vores to livbåde samt en lille håndtaske per mand med personlige ejendele, pas, søfartsbog, camera og ens kontanter, men det gik så hurtigt, at vi aldrig fik sat bådene i vandet, og ingen fik personlige ejendele med sig. Jeg selv blev bjærget iført shorts, underhyl og en T-shirt og bare tæer. Og min bjærgning foregik på den måde, at jeg stod oppe på broen, og da vi krængede over, hjalp jeg med en gummiflade fór derefter ned ad trappen til mit kammer, iførte mig min redningsvest greb min håndtaske og styrtede hen til nærmeste udgangsdør, da trappen op til broen nu stod nærmest lodret og var umulig at komme op ad. Henne i udgangsdøren oplevede jeg så, at “Helle Bewa” væltede ned over mig. Døråbningen blev lukket med grønt søvand, og det næste jeg erfarede var, at jeg lå og flød i det Caribiske Hav måske 4 meter fra det kæntrede skib, 4 kilometer ned til bunden og 400 sømil fra nærmeste havn. Men men men, vi havde en Singapore Tanker indenfor rækkevidde, som var omdirigeret af US Coast Guard, da vores kaptajn havde informeret dem om vores problem et par dage forinden.
Og de sidste hektiske minutter: Da jeg kom til mig selv få meter fra skibet, så jeg de to redningsflåder måske tyve meter fra mig og begyndte at svømme over mod dem, men pludseligt forsvandt de i den friske vind, og jeg lå der, og følte mig meget alene. Så vendte skibet bunden i vejret, og forsvandt stille og roligt ned i dybet med agterenden først og stævnen sidst. Jeg har erfaret, at man foretager sig lidt irrationelle ting, når man tror billeten er brugt. Først, da søen kom væltende ind gennem døren, tænkte jeg, at nu ville min mor blive ked af det. Ikke noget med at livet passerede forbi i lynglimt. Da jeg så lå i vandet og Helle vendte bunden i vejret, prøvede jeg at spore nogen alvorlige indtrykninger, der kunne være årsag til vandindtaget. Da hun så forsvandt, kom den besynderlige tanke, om mit ur var vandtæt, det var det, og det viste sig siden, at jeg var den eneste, der havde det nøjagtige tidspunkt for forliset. Og så dukkede historier op om, at man bliver suget ned af et synkende skib. Det kan jeg afvise. Ihvertfald ikke, når skibet er fuld af vand. Så kom der en lille dum tanke,om der nu var en flok sultne hajer, der bare ventede på middagsmaden, men der dukkede ingen op. Til gengæld dukkede “Helle Bewa”s malerponton op, som jeg så kom ombord på. Og herfra så jeg så yderligere 3 besætningsmedlemmer, som også kom ombord. Vi var nok på jollen i et par timer, da Singapore tankeren jagtede de to gummiflåder, som drev rask afsted, med kurs mod Vestafrika, i den friske vind. På et senere spørgsmål om, hvorfor de ikke havde samlet alle op, lød svaret, at de var bange for at blive trukket med ned. Efter 36 timers sejlads var vi i Antigua, dog desværre uden vores norske motormand, som blev spærret inde i skibet på vej fra maskinrummet og op til fri luft. Han var kun iført underbukser i maskinen, og ville ind på kammeret, for at få en kedeldragt på.Og det var så lige de få sekunder, der blev for lange. Så han gik med ned.
Ved ankomst Antigua blev vi indlogeret på et hotel, indtil der var flylejlighed til København. I Antigua lykkedes at finde en forretning med herretøj og sko, så vi kunne rejse nogenlunde anstændigt hjem, og i København havde Bewa Line arrangeret med pas og told, at vi kunne komme papirløst ind i landet samt arrangeret med en forretning på Sankt Annæ Plads, at vi kunne supplere garderoben med manglende overtøj. Herefter en uges ophold på Hotel Østerport for at holde os samlet til Søforhøret, og da det var overstået og efter to ugers ferie, rejste jeg direkte til Frederikshavn for at føre tilsyn med Helle Bewas søsterskib, Lykke Bewa, som jeg derefter var ude med i to måneder. Og så videre og så videre de næste 45 år.
PS for de nørdede nørder, der er interesseret i de daglige hændelser mht håndteringen af krængninger og ballast vedlægges kaptajnsrapporten i en anden menu. (Om et par dage).
Til slut skal tilføjes, at i begyndelsen af 1970erne, havde vi ikke lært om frie væskeoverflader. Det blev for mit vedkommende først berørt ved sejlads med passagerskibe mange år senere. Og i samme tidsrum, var der heller ikke noget, der hed krisepsykolog, det var bare op på hesten igen, og det er først nu, på mine ældre 75årige dage, jeg er begyndt at blive forstyrret om natten, med lidt drømme om, hvor tæt på man egentlig var. Det er måske også grunden til, at jeg skriver disse erindringer. Det hele skete i dagslys, dog med en frisk vind på Beaufort 7, bølgehøjde på 3 meter og søtemperatur godt oppe i tyverne, så hvis det var sket om natten, var vi uden tvivl omkommet alle sammen. Først blive væltet ud af køjen, så prøve at finde ud af hvad pokker der foregår, så finde redningsvest frem, så finde rundt på et mørklagt skib med 45 graders slagside, og endeligt betjene redningsflåder i buldrende mørke, det hele i løbet af 5 minutter, det havde været dybt godnat.
Med venlig hilsen Ole
